Evolution

Under Charles Darwins ekspedition med HMS Beagle fra 1831 - 1836 tilbragte Darwin godt og vel en måned på Galápagosøerne, som er 19 vulkanske øer, der er spredt ud i Stillehavet cirka 972km fra det Sydamerikanske land Ecuador. På disse 19 øer fandt Charles Darwin 14 forskellige finker. Der er mange myter om denne historie. Charles Darwin gjorde sig ikke omhyggelig med at registrere alle disse finker, og det var noget han let sprang over uden at gå i detaljerne. Da Charles Darwin kom hjem til sit hjemland England, gjorde kollegaen John Gould ham opmærksom på finkernes forskelligheder og kendetegn. Denne historie var ikke kendt af andre, end dem der var med på ekspeditionen før 1930’erne. Her var det Charles Darwins 100års dag, og man kiggede i hans notater fra turen.

 

Charles Darwin havde allerede før, hans kollega John Gould gjorde ham opmærksom på finkerne tænkt i evolutionsbanen. Han havde allerede planter og zoologisk materialenok til at bevise, at forskellige dyr udvikler sig op mod forskellige miljøer. Charles Darwin manglede kun et eksempel, som var let for en hver at forstå. Han fandt eksemplet for naturlig selektion gennem de 14 finker, han havde samlet sammen på øerne. Dette eksempel var enkelt og alle kunne forstå det, det var et perfekt eksempel på naturlig selektion.

 

Charles Darwin så, at det var næbene der for alvor adskilte finkerne. Formen og størrelsen afslører hvor finken har tilpasset sig at bo. Darwinfinken æder frø og kerner, kaktusfinker spiser kaktusblomster, mens træfinkerne deles i to grupper, som lever af blomsterknopper og insekter. Alle finker stammer fra samme forfader, som i sin tid blev slynget ud over havet og over på øerne, hvor de herefter har udviklet sig til deres levested.