Evolution

Det der for alvor adskiller os mennesker fra aberne, er vores oprejste gang. Afrikanske fund viser, at gangen opstod for omkring syv millioner år siden. Denne gang har haft enorm betydning for de lidt senere år, hvor redskabsbrug blev gjort med de frie hænder.

 

For omkring 9 millioner år siden var store dele af Afrika dækket af flotte og frodige skove. Her spiste, sov og levede menneskeaben sit liv. For omkring 7 millioner år siden begyndte klimaet at ændre sig. Det tørre og kolde vejr betød, at de skove, der før hen var flotte og lukkede, begyndte at åbne sig til savanner.
Mange døde men mennesket tilpassede sig. Det der adskilte mennesket og aben mest var menneskets oprejste gang. Den har gjort det godt i kampen om overlevelse hos vores forfædre. Men ingen ved helt præcis hvorfor, vi valgte at rejse os op og gå på to ben.
Nogle mener det var for at kigge ud over savannens høje græs, andre mener, at det var, så vi kunne bruge redskaber til at forsvare os med. Til sidst mener folk, at den oprejste gang løftede vores hoved fra den varme jord og afkølede vores hjerne. Græsset var dog ikke så udbredt dengang, redskaberne kommer først langt længere inde i historien og aber køler sig af i skyggerne.

 

I 1981 fremviste en amerikansk antropolog sin teori omkring den oprejste gang. Hans teori lød: På grund af klimaet er føden mere sjælden. Menneskeaberne kunne, hvis de gik oprejst, have mere mad med i deres arme. Hunnerne valgte de menneskeaber som kunne brødføde dem og valgte derfor dem der gik oprejst. De, som gik oprejst, fik sine gener ført videre og dermed fik sin oprejste gang ført videre. Gangen har senere: løftet vores hoveder over savannens høje græs, befriet hænderne til redskabsbrug og løftet vores hoveder fra den varme jord.

 

De første der gik oprejst levede sandsynligvis for omkring 7 millioner år siden. Det er først ved fundene af skeletterne Lucy og Selma, at man har fået et overblik over, hvordan menneskets gang har udviklet sig igennem mange millioner år.  

Lucy og Selma er begge fra menneskearten Australapithecinere, de levede for omkring 3 millioner år siden. De blev begge fundet i Etiopien. Lucy fandt man i 1974. Lucy er et næsten komplet skelet fra en voksen kvinde. Selma fandt man i samme område i år 2000. Selma er en 3 årig pige. De var ikke datter og mor. Selma levede 150.000 år før Lucy.

Lucy og Selma minder lidt om det moderne menneske på nogle måder og om Australapithecinerne på andre måder. Deres underkrop minder meget om vores. Foden ligner vores. Storetåen er skubbet ind til de andre så den ikke længere fungerer som gribe tå. Det er vigtigt at have en gribe tå for at leve i træerne. Hælen og svangen er mindre end vores. Benet er vinklet ind under kroppen for at holde balancen. Knæet og bækken er meget robuste og kan holde til ekstrem vægt. Lucy og Selma har dog ikke været så glade for brugen af den oprejste gang, som vi er i dag. Den lange arm og de krummede fingre viser, at de har været tilpasset et liv i træerne.